Slidgigt, kost og vitaminer mm.

Hej

Jeg har lige fået konstanteret slidgigt i mit knæ og manglende brusk.
Er der noget jeg kan gøre med kosten som vil kunne hjælpe?
Findes der vitaminer, tilskud eller andet som kan anbefales?
Jeg er 44 år og kvinde.

Bedste hilsner fra Susanne

P.S. Jeg her hort om noget der hedder MSM - kan I anbefale?

 


Kære Susanne,

Ja, der er nogle ting du kan overveje med kosten og næringsstoffer.
Lad os kigge på de "nemme løsninger" først. Altså kosttilskud, der kan gøre en forskel.

1. Glucosamin, der jo kan købes som lægemiddel har en effekt på slidgigt.

2. Fiskeolie. Dog skal du nok op på en højere dosis end den, der virker forebyggende på hjertekarproblemer. Start med 2-3 gr i døgnet, men hvis det ikke er nok, kan du gå helt op på 10 gr i døgnet og se om det har nogen effekt.

3. Curcumin der er et stof i gurkemeje er ret effektivt betændelses- og smertedæmpende. Curcumin kan fås som kosttilskud, men check kvaliteten. Tidligere var der et produkt herhjemme kaldet Fortodol. Patienterne var rigtig glade for det, men det viste sig at være kontamineret med rester af lægemidler.

4. Ingefærekstrakt. Der var tidligere et naturligemiddel baseret på ingefær kaldet Zingiberin. Nu er produktet et kosttilskud. Effekten eller indholdet har ikke ændret sig, men producenten synes det var for dyrt at betale for registrering som naturlægemiddel, da det hverken gav flere eller færre brugere sammenlignet med at have produktet som et kosttilskud.

5. En god kraftig multivitamin/mineral og evt. et ekstra B-vitamintilskud

MSM menes at kunne have en opstøttende effekt på glucosamin, men kan ikke købes lovligt i DK. Men start med glucosamin.

Kosten

"Rigtig" mad j.f.r. de 10 kostbud jeg har udviklet sammen med Thorbjörg som udgangspunkt (læs mere på www.sundhedsrevolutionen.dk/10kostbud).

Fokuser især på:

1. Omega-3 fedtsyrer i fisk, hørfrø, rapsolie (skal ikke opvarmes), valnødder og tildels i økologiske animalske produkter (græs indeholder omega-3 fedtsyrer så når dyr går på græs, så ender nogle af omega-3 fedtsyrerne i jo i deres kød, mælk og æg)

2. Grøntsager, grøntsager og atter grøntsager samt bær og frugter. De indeholder betændelsesdæmpende fytokemikalier (plantestoffer med gavnlig virkning), næringsstoffer der er vigtige for ledene og kan faktisk gøre kroppen mere basisk. Der er megen snak om syre-basebalance og en masse sludder ude i den offentlige sfære, men der er ingen tvivl om at grøntsager gør kroppen mere basisk og det kan godt mindske betændelsesreaktioner.

3. Nødder og kerner. De indeholder sunde fedtstoffer og fytosteroler (plantestoffer med en kemisk struktur der ligner kolesterol). Fytosteroler kan også have en gavnlig effekt på betændelsesreaktioner

4. Et glas alkohol hver eller hver 2. dag virker for nogle

5. Nogle folk får en forbedring ved at udelukke grøntsager af natskyggefamilien (kartofler, tomater, aubergine, peberfrugter). Det er dog ikke alle, men det er værd at prøve en måned eller to uden, hvis andre tiltag ikke virker.

6. Godt med krydderier fra middelhavskøkkenet (rosmarin, timian, oregano o.l.), det indiske køkken (karry, gurkemeje og ingefær) og østen (ingefær og hvidløg). Ingefær kan virke ganske glimrende.

At overveje

1. Lav D-vitaminstatus kan give problemer med smerter i muskler og led. Få din læge til at checke din D-vitaminstatus. Dit svar skal helst ligge over 100 nmol/L. Herhjemme synes man at alt over 50 nmol/L er godt nok, men det er først, når man rammer 100 eller derover, det virkelig har en bred effekt i kroppen.

Kærlig hilsen

Umahro


 
Livstileksperterne

Livstileksperterne
Mød holdet bag Club La Santa's Lifestyle-Team:

» Hanne Bousager Larsen