Hvordan motiverer man sig selv som 40 årig - midt i en skilsmisse ?

Hvordan motiverer man overhovedet sig selv til at komme igang, når man er fyrre, fed og færdig, og ovenikøbet står midt i en skilsmisse? (Jeg har selv svaret: Man starter med at tage en tur til Club la Santa, helt alene, jeg skal afsted d. 6/6. Så det kan være at det bliver starten på et nyt liv!)

Conny


Kære Conny 

Du er allerede på vej til at motivere dig selv.

En tur til La Santa lyder som en god ide. Sol, energi og bevægelse. Glæde og afslapning. 

Du spørger til motivation til at komme i gang? I gang med hvad?

Træning, et nyt liv, sundhed, ny kærlighed, bevægelse eller hvad tænker du på? 

Hvis det sådan er hele molevitten der skal vendes og du ønsker en positiv tilgang til din nye situation, så kan din ”begynder plan” se således ud: 

Lav et klart mål

Definer hvad du gerne vil opnå og hvorfor? 

Planlæg lystbetonet

Planlæg indenfor et felt der giver dig glæde og er lyst betonet (så bliver det nemmere at opnå og gennemføre. Og SJOVT). 

Overhold aftaler med dig selv

Lav aftale med dig selv og hold den. Eks. jeg løber en tur hver tirsdag aften kl. 20 til 20.30. Når du overholder aftaler med dig selv, styrkes dit selvværd.

Start bare i det små og hold fast. Evt. ved hjælp af veninder der støtter eller andre omkring dig, der kan bakke op og følge med i dine nye mål. 

Tal kærligt til og om dig selv

Vær meget opmærksom på ordvalg. Hvad vil du helst være a) fyrre, fed og færdig eller b) fuld af erfaringer, sund og initiativrig?

Tal til dig selv med kærlighed. Brug ord om dig selv, der bygger dig OP. Find tre positive egenskaber om dig selv, som du virkelig kan stå inde for og sørg for at bruge disse ord når du beskriver dig selv og når du tænker på dig selv. 

Skriv din plan ned og hæng den op

Lav gerne en HHH plan. Hvor du først skriver ned 1) Hvad er det jeg vil? 2) Hvorfor vil jeg det 3) Hvordan gør jeg det? 

Omgiv dig med positive mennesker, sørg for at dit netværk kan støtte dig. Visualiser dit fremtidige mål, sæt billeder op og omgiv dig med følelsen af ALLEREDE at have nået målet. Det virker selvforstærkende. 

Jeg ønsker dig held og lykke med motivationen og jeg kan jo læse du har humor, så når du står i svære situationer, spørger du bare dig selv: 

Conny, hvad er det gode ved det her?
 

Kærlig hilsen

Sanne Juel
Coach

Club La Santa  |  Billund Lufthavn  |  Passagerterminalen 10  |  7190 Billund  |  T: 76 500 400  |  F: 76 500 420  |  E: