|
|
Hvorfor bliver jeg ved med at nedbryde mig selv ? |
|
|
|
|
|
 |
 |
 |
 |
|
|
Kære Tina
Med stor empati læser jeg dit spørgsmål til brevkassen. En hudløs ærlig beskrivelse af hvordan du ser din egen situation. Hvordan du har det med dig selv og hvad du frygter kan gå hen og blive din skæbne, hvis det fortsætter som nu.
Du har min fulde sympati for, hvordan du føler det.
Jeg læser samtidig også, at der er en god vej opad for dig. At der er krummer i dig, vilje og dermed vej. Du har allerede vist initiativ ved at skrive ind. GODT. Rigtig godt.
Det første skridt til forbedringer, ændringer og nye vaner er ERKENDELSE eller i coachsprog ”at være bevidst”. Det læser jeg faktisk, at du ER. Du er godt klar over, at der skal ske NOGET. Du har fremkalkuleret en risiko og VED, at det er tid til noget nyt. At du vil noget der er bedre.
Du skriver ”jeg har prøvet alt” – ”hader hvordan jeg ser ud” – ”jeg nedbryder mig selv” og ”måske dør jeg af piller eller overvægt”.
I min coaching fokuserer jeg på de små ting der over tid kan blive til store gode resultater.
Så jeg vil stille dig et par spørgsmål:
1. Hvad gør dig glad?
2. Hvad laver du når du glemmer tid og sted? Hvem er du sammen med?
3. Har du inden for det sidste år haft en lille succes oplevelse, bare en lillebitte en?
4. Kan du nævne 3 ting du er god til? (Alle er gode til noget….ALLE!)
Første skridt med små bitte skridt, er at få lidt glæde ind i dit liv. Om det er biografture, en veninde aften, en gåtur i naturen, kæle med en kat eller hvad som helst der kan give dig liv og glæde. Bare lidt. Jeg er fuldt ud klar over, at store problemer løses over tid. Derfor vælger jeg bevidst, at fokusere på andre ting end din medicin og din vægt. Der har du i lang tid brugt tid og kræfter. Første skridt ville være at opbygge et fundament af selvværd. Så du langsomt begynder at holde af dig selv.
En lillebitte ændring kunne være, at starte med sproget. Vær opmærksom på de ord du bruger om dig selv. Lige nu føler du, at du ikke ”fortjener”, at tabe dig. Jeg vil be´ dig om at sige til dig selv (HØJT) ”jeg fortjener, at have det godt” – ”jeg er et godt menneske” – ”små skridt hver dag i den rigtige retning, giver i sidste ende et godt resultat”.
Vær yderligere opmærksom på, om du ofte bruger ordene ”aldrig” - ”ikke” og ”hader” – forsøg at udelade dem fra dit ordforråd. Helt og aldeles. Væk med dem. De er udgået af ordbogen. ”Borte” har taget dem.
Det kan lyde arrogant, ved så store problemer, at jeg skriver ”start i det små”. Start med dine ord. Men det er overkommeligt og overskueligt. Og så VIRKER det.
Du skriver du har prøvet ALT. Har du haft en terapeut, psykolog, læge eller coach ved din side igennem en periode? Kærlighed, omsorg, vejledning og støtte, hjælper alle mennesker til mening med livet.
Hvor kan du gå hen og få det? Og vil du have mulighed for at opsøge professionel hjælp? Evt. via din læge?
Jeg tror på, at man kan ændre sin tilværelse. Jeg tror fuldt og fast på det. Jeg oplever det med mine klienter. Og jeg tror på, at du har muligheder i dit liv.
En lille god øvelse som jeg kan anbefale er ”jeg er god bogen”. En form for dagbogs skrivning der fokuserer på 3 områder. Skriv hver aften i en notesbog;
1. Tre ting du har gjort godt i løbet af dagen. Hvilke tre gode egenskaber knytter sig, til dine gode gerninger. Eks. tømt opvaskemaskine = ansvarlig. Kontakt til andet menneske = social. Betalt regninger til tiden = pligtopfyldende.
2. Tre ting du gerne vil sige TAK for. Eks. tak fordi denne dumme dag er overstået og jeg kan lægge mig ned og sove, tak fordi jeg har min veninde, tak fordi jeg får frisk luft og lever i et frit land.
3. Be´ om hjælp til det du har brug for. Eks. jeg har brug for hjælp til at finde støtte og opbakning i at skabe mere glæde i mit liv. Jeg ønsker mig, at jeg møder støtte i mit liv, der får skubbet mig i en god retning.
Skriv løs alt hvad du lyster. Det tager en små 5 minutter hver aften. Fortsæt igennem 3 måneder med at skrive hver dag. Du vil da se et mønster i dine gode egenskaber og blive bevidst om taknemmeligheden over at være i live, samt opdage, at hjælpen findes derude. Små skridt hver dag i den rigtige retning.
Jeg ønsker dig det bedste.
Med hilsner fra
Sanne Juel
|
|
 |
 |
 |
 |
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|