Hvordan integrerer jeg motion til mine 3 børn ?

Hvordan får man motion og sundhed intergreret i en familie på 5 ( mor og far samt 3 børn på 4, 8 og 12 år ) med forskellige meninger om hvad der smager godt og med forskellig syn på motion ( dreng på 12 er en sød nørd som hader sport ).
Hverdagen er travl, men jeg er virkelig klar til at gøre et eller andet radikalt for at ændre vores især motionsvaner ( eller mangel på samme ).

Venlig hilsen
Pernille


 


Kære Pernille 

Mor til tre, som ønsker motion og sundhed ind i dagligdagen. 

Personligt er jeg tilhænger af små daglige ændringer, så man i starten slår et lille brød op, som man ved at man kan spise.

Altså start i det små. 

Kost

Hvad er det vigtigste for dig i forbindelse med kosten?
Hvilken lille bitte ændring, ville kunne gøre en stor forskel for jer alle?
Tænk på morgenmaden, madpakken og aftensmaden – hvad ville du gerne indføre som EN ny god vane?
Hvad ønsker du, at de nye kostvaner tilfører jeres familie?  

Personligt – har jeg haft gavn af, at lave dobbelt portioner af aftensmad, så vi undgår ”hovsa” løsninger, når vi er trætte og har travlt.

Planlægning hver søndag aften, hvordan ugens måltider ser ud. Der er både penge og tid at spare i forbindelse med indkøb. Den tid kan bruges til motion.

Motion

Hvad er det DU drømmer om?
Hvad drømmer DIN MAND om?
Hvad drømmer dine børn om? Hvad kan de lide at lave?
Der er mange måder at få rørt sig på.
Så ønsker du, at få lidt tid til dig selv, eller at I dyrker noget sammen som familie?
Hvad synes I hver især er sjovt? Hyggeligt?
Hvordan ville det kunne indpasses i jeres hverdag?  

Alt hvad der er gratis motion i hverdagen er velkommen. Dvs. gå, cykle, løbe og lege. Se om det kan indpasses i jeres daglige liv.

Kan I cykle til og fra skole/børnehave? Kan I gå engang imellem (stå tidligere op, eller møde lidt senere?)

En ugentlig tur i svømmehallen alle sammen? Evt. i weekenden?

Skovtur med madpakke. Gåtur ved stranden. En tur i biografen (hvis I kan cykle frem og tilbage)

Lav gerne brainstorming med familien, måske har børnene gode ideer? 

Vær selv en rollemodel

Allerbedst – start med selv, at være et godt forbillede. Så vil dine børn efterligne dig og så er det sådan man gør hjemme i jeres familie. 

Start roligt. Bedre at lykkes med små ting, end at stille alt for mange krav på en gang. 

Next step

Tænk over, hvilken lille forbedring du kan indføre i forbindelse med kosten derhjemme allerede i morgen?

Og beslut så sammen med familien, hvilken fast ting I vil indføre, der involverer bevægelse, hvor I alle trives og synes det er sjovt? 

Så er der nemlig større sandsynlighed for, at I vil holde fast i jeres nye gode vaner.

Når, I så er godt i gang, kan nye gode tiltag komme til. Find evt. inspiration i bøger, blade og ved samtale med andre gode rollemodeller i dit netværk. 

Det bedste til dig og din familie.

Venlig hilsen
Sanne Juel