|
"Stjernetræf" er tilbage på skærmen med seks helt nye programmer. Følg med hver søndag kl. 20.00 på TV2.
Ligesom i de tidligere sæsoner af "Stjernetræf", kastes deltagerne denne gang ud i en række barske udfordringer for både fysik og psyke. Det hele foregår på Lanzarote og en del af optagelserne foregår på Club La Santa. Denne gang går man tættere på deltagerne og konkurrencerne bliver endnu mere intense.
I "Stjernetræf" er udfordringen discipliner, hvor deltagerne hver gang er på udebane, og målet er i sidste ende at blive kåret som årets sportskvinde og årets sportsmand.De skarpe kommentarer leveres denne gang af Lisbeth Østergaard og Christian Høgh Andersen fra TV2 sporten og øverstkommanderende for alle strabadserne, er som sædvanlig B.S. Christiansen.
Hos herrerne dyster racerkører Casper Elgaard, basketballspilleren Chris Christophersen, bokseren Patrick Nielsen, og fodboldspilleren Ken Ilsø.
Hos pigerne er det håndboldspilleren Josefine Touray, roeren Anne Lolk, svømmeren Jeanette Ottesen og bokseren Vinni Skovgaard.
I hver af Stjernetræfs 6 afsnit er der 2 konkurrencer.
Der scores point i hver konkurrence, men det er stjernerne 0 - 3, som tildeles efter hvert program, der føres videre til den samlede stilling.
Se også facebooksiden for "Stjernetræf", med facts, sjove indlæg og underholdende videoer fra udsendelsen. Du finder siden her: http://www.facebook.com/stjernetraef?ref=mf
Afsnit 6 og finaleafsnittet af "Stjernetræf" er slut og dermed også 2010 udgaven af programmmet. Endnu engang var det Club La Santas lagune og surfområde der dannede ramme for udsendelsen, men inden den endelige og sidste dyst, skulle deltagerne først et smut til noget de havde prøvet én gang før i programmet...
Den første udfordring i det sidste afsnit, var en tur tilbage til det første afsnit og den første udfordring i "Stjernetræf" 2010: den militære forhindringsbane på kasernen i Arreciffe skulle endnu engang forceres ! Denne gang dog ikke individuelt men som hold. Hvert hold bestående af 2 personer, skulle medbringe en sæk som skulle med igennem hele forhindringsbanen og man havde først vundet når den sidste deltager på holdet var i mål.
Første i duel var Casper og Vinni mod holdet bestående af Chris og Jeanette. Chris havde problemer med at få sine 2.18 m igennem i den første udsendelse og det var ikke lettere denne gang. Fra start lagde Casper og Vinni stærkt ud med forbilledligt samarbejde og de var hurtigt i front. Jeanette førte an sammen med Vinni med mændene hængende bagud - mest hængende var dog Chris der atter engang måtte erkende at forhindringsbanen og hans højde og drøjde ikke var et godt match. Casper og Vinni fik deres sæk hurtigst igennem banen i tiden 5.17.87.
Næste duel stod så mellem Ken og Anne på det ene hold og Patrick og Josefine på det andet. Denne dyst var meget tættere end den første og begge hold fulgtes tæt sammen gennem det meste af banen. Josefine havde glemt alt om de problemer hun havde med forhindringsbanen i den første udsendelse og hun leverede en fornem præstation. Selvom det var tæt løb under denne duel, opstod der spænding da Patrick gled på balancepælene og måtte retur og tage denne forhindring forfra. På trods af denne fejl lykkedes det Patrick og Josefine sammen med deres sæk at hive sejren land med en fornem tid på 4.59.11 - en tid der sikrede dem 3 point og førstepaldsen i dagens første dyst, Casper og Vinni tog 2. pladsen mens Ken og Anne tog 3. pladsen foran Chris og Jeanette.
Den sidste dyst i årets "Stjernetræf" var den klassiske og berygtede B.S forhindringsbane, sat op på Club La Santas område med start ved surfstationen. Først skulle en kajak tømmes for vand og slæbes op over en forhindring. Dernæst skulle der løbes hen til en af lagunens karakteristiske runde stenmonumenter - den skulle forceres, hvorefter man hoppede ned på den anden side og hen til næste del af banen. Her skulle en kugle kastes ned i en spand der var gravet ned til kanten. Afstand mellem kaster og spand var ca. 5 meter og man fik tre forsøg - herefter skulle man hen og lægge kuglen i spanden og så fortsætte. Så var det videre op til Club La Santas børnepool, hvor man skulle vælge en af stedets ansatte som skulle fragtes igennem poolen på ryggen og sættes af inden det gik videre op til "The Lawn", hvor hver deltager skulle trække en tung sandsæk hen til sig via en snor. Så var det til sidst op af en stige sat op af buffet restauranten "Atlantico" og så videre hen mod området foran poolen og slå til en klokke - første mand og kvinde til at fuldføre dette var vinder af dysten.
Mændene startede ud og spændingen omkring årets Stjernetræffer blandt hankønnet var intakt til det sidste - både Ken og Patrick havde mulighed for at løbe med trofæet og titlen. Patrick startede bedst - Chris og Ken hang begge begge lidt efter med problemer i forbindelse med at tømme deres kajakker for vand. Casper havde endnu større problemer og var fra start sidstemand. Patrick var hurtig over de første forhindringer kom som den første op til sækkene der skulle trækkes. I denne sidste dyst kom Chris´råstyrke ham endelig tilgode og pludselig havde han indhentet Patrick ved sækkene og som om der kun var fjer i hans sæk trak han den let som ingenting hen til sig og overhalede Patrick indenom. Forspringet varede dog kort og allerede på stigen op over "Atlantico" bragte Patrick sig igen i front og nåede også hen til klokken som den første og dermed havde han også sikret sig titlen som vinder af "Stjernetræf" 2010 hos mændene og oveni hatten 50.000.- dejlige danske kroner. Chris tog 2. pladsen med Ken og Casper bagefter i nævnte rækkefølge.
Pigernes situation var også nervepirrende spændende inden sidste opgave - både Jeanette og Vinni lå til at tage titlen. Der kunne dog kun være én vinder og hun måtte så findes via B.S´forhindringsbane. Til en start var det et problem med lidt for lidt tålmodighed og flere prøvede at slæbe afsted med deres kajak med for meget vand indenbords - det viste sig dog hurtigt at en kajak er særdeles vanskelig at slæbe nogen steder i for tung tilstand. Ved kuglekast lykkedes det ingen af de fire deltagere at ramme indenfor de 3 forsøg og alle måtte hen og lægge deres kugle i spanden og så fortsætte op mod poolen på Club La Santa. Midt i ræset havde Anne og Jeanette lagt afstand til både Vinni og også Josefine som hang på bagerst. Efter sandsækkene var det stadig tæt mellem Jeanette og Anne men svømmeren nåede først hen til klokken og dermed også titlen som kvindelig vinder af dette års "Stjernetræf". Lolk tog en flot 2. plads mens Vinni skuffet måtte nøjes med 3. pladsen og dermed se titlen forsvinde - Josefine nappede sidstepladsen.
"Stjernetræf" 2010 er hermed slut - stort tillykke til Patrick og Jeanette med deres nye titler. På forhåbentlig gensyn på TV2 til næste år med nye spændende og super motiverede sportsfolk klar til dyst på Lanzarote.
Efter det sidste "Stjernetræf" program i 2010 ser den endelige stilling således ud:
Mændende:
Patrick: 16 stjerner
Ken: 12 stjerner
Casper: 6 stjerner
Chris: 2 stjerne
Pigerne:
Jeanette: 12 stjerner
Vinni: 10 stjerner
Anne: 8 stjerner
Josefine: 6 stjerner
|